Dygtige bagere & elever søges til Hesnæs Havn

Vi søger to uddannede bagere og gode elever til det nye bageri i Hesnæs Havn på Falster. Vi bager lidt men godt, med fokus på høj kvalitet og godt håndværk bagt med surdej og med korn fra egne marker. Planlægning af kornmarker samt kværning af mel indgår i arbejdsprocessen. Dygtigt håndværk er en forudsætning, da der forventes højt niveau. Bageriet arbejder tæt sammen med restauranten, Pomle Nakke Traktørsted, som ligger tæt på havnen. Selve bageriet er en del af det nye spisested og kolonial i Hesnæs Havn.
Send et par ord på job@falsterskyst.com.
 

Egnsudvikling kan godt starte på en tallerken

Restaurant Pomle Nakke på Falsters østkyst åbnede i juni 2020 med et ændret koncept. Det blev en god sommer med fokus på mad, service og gode drikkevarer tilsat en enestående udsigt. Så god, restriktioner til trods, at vi i år også åbner i Hesnæs Havn. De næste vintermåneder bruges til at gøre køkkenet på Pomle Nakke til et bedre køkken at arbejde i, mens fiskernes Garnhus i Hesnæs Havn bliver et supplerende spise- og værested. Alt ledes stadig af køkkenchef Christoffer Brink Færch, der vil stå bag gryderne med et velvalgt team og – som altid – med en køkkenstil, der er centreret om renhed, intensitet, enkelthed og velsmag. Råvarerne hentes helst i nærområdet og til den kommende sæson vil økologisk grønt også høstes på egne marker. Restauranten på Pomle Nakke er en frokostrestaurant med fokus på smørrebrød og en aftenrestaurant med fokus på klassisk mad med et velsmagende twist. På havnen bages der frisk brød og kager, og her vil menukortet være lidt enklere med mulighed for også at købe kolonialvarer.

For, at det skal lykkedes, søger vi gode hænder, hurtige ben og brede smil.

Du kan være både udlært eller vellært kok, tjener eller sommelier. Måske du er byens bedste vand- og brødpige eller måske endda husets hurtigste afrydder? Alt virker, så længe du har varme, arbejdsmoral, loyalitet, smil på læben og er stolt af din faglighed. Der vil blive fokus på totaloplevelser, der skaber tilfredshed, og et tæt samarbejde mellem gulv og køkken. Vi tilbyder ansættelse hele året, sæson, deltid eller fuldtid fra maj 2021. God løn, god vagtplan, læreplads, hjælp til bolig, hvis du kommer langvejs fra, gode kollegaer og både varm mad og kolde dukkerter i havet.

Vil du være en del af dette projekt? Være med til at fylde restauranten og havnen med glade gæster og gøre Falster til en omvej værd? Så send os dit CV og din ansøgning til job@falsterskyst.com. Vi glæder os til at høre fra dig.